"Har jeg krænket nogen?"Når OCD hopper på #MeToo

OCD kan hoppe på hvad som helst

Mød Irene, som er bange for om hun har krænket nogen

Irene er 35 år. En velfungerende kvinde med mand, børn og et godt arbejde. Irene har tidligere i sit liv kæmpet med angstlidelsen OCD – med temaet om, hvorvidt hun kunne finde på at skade de mennesker, hun har tæt på sig. Hun har været i kognitiv behandling og ad den vej fået afhjulpet den angst. Hun ved nu, at de tanker er ”fup-tanker” og ikke fortæller noget om hende, eller om hvad hun reelt kunne finde på at gøre.

Nu er OCD’en hoppet videre til et nyt tema.

Irene henvender sig, da hun oplever at være overoptaget i tanken om, hvorvidt hun mon har krænket nogen i sit liv. Hun fortæller, at mediernes dækning og historier relateret til #MeToo har aktiveret hendes angst.

Det startede for Irene som tanker som: ”Er der mon nogen, der synes, at jeg har overskredet deres grænser?” I løbet af det sidste års tid er det gået fra at være tanker, der dukker op med mellemrum til at være tanker, som Irene konstant beskæftiger sig med og går i dialog med. Da hun kommer første gang, optager tankerne hende i alle dagens vågne timer.

Huskeshow og gap-filling

Irene går konstant tilbage i tid og forsøger at genkalde sig episoder og hændelser, hvor hun potentielt har kunne krænke nogen. Konkret genafspiller hun fester i folkeskole, gymnasiet, introture, byture, studieture, intime situationer og firmaarrangementer. Igen og igen.

”Sad jeg for tæt på?” ”Dansede jeg for tæt?” ”Var jeg grænseoverskridende?” ”Var han med på den?” etc.

Irene fortæller, at hun med sit ”huskeshow” og ”gap-filling” håber på at opnå klarhed og svar, men hun ser selv, at de mentale strategier hidtil ikke har givet hende andet end en nagende tvivl, en opslidende angst og en enorm og konstant indre uro. 

Ringe og tjekke

Irene har stor trang til at søge forsikring og svar hos andre og bruger meget tid på at overveje, hvorvidt hun skal tage kontakt til personer fra sin fortid, som potentielt kunne have fundet hende krænkende og grænseoverskridende. Hun kører samtaler igennem i tankerne og øver, hvordan hun kan nærme sig emnet. 

Hun fortæller, at hun en enkelt gang har kontaktet en gammel eks-kæreste – netop med formålet at afklare, om han havde oplevet hende krænkende. Det blev en mærkelig telefonsamtale, som aldrig gav det afkast af ro og sikkerhed – som Irene er så desperat higer efter at mærke og opnå.

Meget bevidst til stede med andre

Irene har tidligere elsket sit sociale liv – men fortæller, da hun starter i sit behandlingsforløb, at det er alt andet end afslappende og hyggeligt at omgås andre mennesker. Hun skal være OBS! Hun skal passe på. Hun skal aflæse og afkode. Hun skal mærke stemninger. Og kontrollere sig selv – ALT hvad hun siger og gør. For hvad nu hvis hun pludselig siger noget, som er over en andens grænse – eller kommer til at røre en anden et upassende sted?

Puha. Livet er blevet svært. Irene er plaget, angst og fuld af tvivl og indre dialog. Der er svært at være autentisk til stede ude, men også hjemme hos familien, hvor tankerne looper.

#MeToo puster til OCD

Irene er langt fra et enkelt tilfælde på, at #MeToo puster til OCD. Vi får løbende henvendelser fra klienter, som kæmper samme kamp.

OCD’en har med #MeToo-debatten fået endnu et tema – som den kan skræmme ordentlige, samvittighedsfulde, moralske og tænksomme personer med. OCD har det med at slå ned der, hvor det gør allermest ondt. Hvor der er allermest på spil. Og hvis man er en person med kæmpe høj moral og stor samvittighed – er det et ganske slemt scenarie potentielt at have ageret krænkende, amoralsk og skyldigt. 

OCD’en spiller på tvivlen. Hvor går grænsen mellem at være sød, kærlig, omsorgsfuld og det at være krænkende og upassende? 

Gode råd hvis du kæmper med OCD

Kæmper du ligesom Irene med denne form for OCD, så er der gode råd at hente her:

·      Skru ned for din respons på ”trigger-tanker”. Når du bruger meget tid på at tænke tilbage i tid, bekymre dig, monitorere dig selv (og andre), ringe til folk fra din fortid eller overveje at ringe etc. – kommer du til at behandle tankerne som super vigtige. Det vedligeholder og forstærker kroppens alarm og trusselssystem.

·      Tænk hvis du opdagede, at tankerne bare er tanker og intet fortæller om dig som menneske. Fortjener de så al den respons?

·      Prøv at overveje, om du kan lade tankerne være, når de ringer op. Ligesom telefoner. Kan du lade dem ringe ud? 

·      Du har med bedste intentioner udviklet en lang række af strategier med håb om, at de kunne bringe dig ro og fred. Spørg dig selv, om strategierne har virket? Hvad er sandsynligheden for at de kommer til at virke, hvis du fortsætter med eller skruer op for de strategier?

Ikke stor vel?

Måske er det tid til at gøre noget andre. At skrue ned for al den overhåndtering, du lige nu står med og er taget som gidsel i. Du skal til at gøre meget mindre. På tankeplan OG på handleplan.

Giv og et kald, hvis du har brug for hjælp. Vi står klar!